STELLA NOVA
VISTING SANDRA GULDBERG KAMPP
I HENDES PRIVATE HJEM, KØBENHAVN N
23 år
SKUESPILLER
@SANDRAKAMPP
Trine: HEJ SANDRA.. KAN DU TALE LIDT OM DIT FORHOLD TIL DIT ARBEJDE? JEG VED, DU ER EN SKUESPILLER, OG SÅ VILLE JEG I DEN FORHANDLEDE ANTAGE, AT DET ER VIGTIGT AT HAVE ET SUNDT OG AFSLAPPET FORHOLD TIL FREELANCE-MÅDEN AT ARBEJDE... DET BETYDER IKKE ALTID AT VIDE, HVAD DER ER FREMTIDENS JOB... HVAD SYNES DU OM DET?
Sandra: Det er et rigtig godt spørgsmål... Jeg har faktisk brugt meget energi på at prøve at navigere i det og finde en følelse af balance. Det nåede faktisk til det punkt sidste år, hvor jeg stillede mig selv et ultimatum – hvilket betyder, at jeg aktivt skulle gøre noget ved det for ikke at brække nakken på det.
Trine: HVAD MENER DU MED 'ET ULTIMATUM'?
Sandra: Jeg følte, at jeg var nødt til at destille det ned for at tvinge mig selv til at finde en måde at leve med det på. For hvis jeg ikke gjorde det, så ville alternativet være at stoppe helt. Så for mig er året 2023 lidt ligesom testkørslen for dette lille eksperiment.
Trine: BETYDER DET, AT DU OVERVEJER AT STOPPE HELT AT ARBEJDE SOM SKUESPILLE?
Sandra: Nej, men ja. Kun fordi jeg skal være lidt hård ved mig selv. Så som en måde at forholde mig til det, giver jeg mig selv den ultimative konsekvens. Det er vigtigt at understrege, at det ALDRIG har været min hensigt at stoppe med at handle... Jeg elsker mit arbejde, så på den måde ville tanken om at stoppe aldrig være en reel mulighed. Derfor den ultimative konsekvens, fordi jeg vidste, at det ville motivere mig til at finde en bedre balance og ikke lade usikkerheden og freelance-livet få mig ned hver gang.
Trine: MEN DET KAN VÆRE EN RIGTIG KONSEKVENS, DU SKAL OVERFÅ?
Sandra: Ja, men jeg føler heldigvis, at tingene er blevet bedre... Og i virkeligheden var det det, der skulle ske. Det betyder, at jeg fokuserede på det og formulerede det klart for mig selv... Og det har resulteret i en bedre balancesans for mig.
Trine: SÅ DU DESTILEREDE DET FOR AT FINDE RO?
Sandra: Ja, jeg er helt sikkert kommet til et sted med en form for accept, at mit liv, når det kommer til mit arbejde, altid vil være ustabilt... Og det vil højst sandsynligt aldrig ændre sig.
Trine: MEN PÅ EN MÅDE ER DET OGSÅ DEN PRIS, DU BETALER FOR, DER ALDRIG SKAL VÆRE STAGNATION OG TRIVIALITET.
Sandra: Ja, og det er nok også en del af det, jeg elsker ved det. Hvordan noget kan ske, tingene går fra nul til hundrede og alt bevæger sig osv. men man skal selvfølgelig kunne leve i det.
Trine: DET ER ET DUBBELEGGET SVERD, OG DET ER DE TO SIDER.
Sandra: Ja, det er meget modsatte poler. Når det er godt, så er det rigtig godt, og jeg kommer til at opleve de mest utrolige ting. Til gengæld skal jeg kunne leve med følelsen af, at jeg ikke er god nok, eller jeg er blevet helt konkret afvist, i de perioder, hvor jeg ikke har noget arbejde. En dag er jeg fuldstændig uerstattelig, idet jeg er en del af et team på et massivt projekt, og så er jeg den følgende uge alene hjemme og stirrer på væggen, og jeg føler, at ingen har brug for mig. Du har ingen funktion længere, og det kan være rigtig svært... Men igen, det er et luksusproblem... Alene det faktum, at det er mit egentlige job, er et kæmpe privilegium.
Trine: JA, DET ER NOGLE RIGTIG STÆRKE KONTRASTER. SÅ FOR AT VÆRE KONKRET, HAR DU GIvet DIG SELV ET ULTIMATUM OM AT LÆRE AT LEVE MED DISSE LÆSER... OG HVORDAN HAR DU FORMULERT DETTE PRÆCIS?
Sandra: For det første har jeg givet mig selv lov til at føle mig lort over det. For det andet har jeg accepteret, at det er et faktum, som ikke vil ændre sig... det er en præmis, og nu arbejder jeg ikke længere imod det. Heldigvis har jeg gode venner i samme virksomhed, som beskæftiger sig med nøjagtig de samme ting... Så det hjælper også meget.
Og endelig kommer det med territoriet i mange kreative industrier, så jeg er ikke alene om at mærke dette.
Trine: JA, DET VED JEG ALT FOR GODT. GENERELT, NÅR DU ARBEJDER I ET MARKT, HVOR DER IKKE NØDVENDIGVIS ER EN CHECKLISTE, OG DU HVER GANG SKAL SKABE NOGET NYT, OG SÅ DU SKAL PRØVE OG OVERGIVE DIG SELV.
Sandra: Ja, i sidste ende er det nok en meget normal reaktion, når man er kommet til afslutningen på et langt kreativt projekt.
Trine: JA, DET ER NÆSTEN SOM NOGET MAN SKAL SØRGE; OVERGANGEN NÅR MAN GÅR FRA EN STOR PRODUKTION OG SÅ PLUDSELIG ER DET OVERST.
Sandra: Ja, det er egentlig ret foruroligende... ofte bruger man meget tid sammen i løbet af så langt et projekt, og så 'knaller' - pludselig ser man ikke disse mennesker mere, og alle er på vej i forskellige retninger for at komme videre med livet. Det er meget mærkeligt, og ja, det kan næsten føles, som om man sørger. Hvor mærkeligt det end lyder.
Trine: HVAD ER DET VED DETTE PROFESSION DU ELSKER?
Sandra: Intensiteten og følelsen af intimitet og nærvær, når man arbejder så tæt sammen med andre mennesker. Desuden elsker jeg bare film som medie og historiefortælling. Samt at samarbejde med andre kreative mennesker fra alle disse forskellige felter. Nu er jeg ved at gøre mig klar til at lave dette tv-show, og jeg glæder mig rigtig meget.
Trine: ER DET RETTIGTIGT AT FORESTILLE DET, AT DU ALLEREDE FØR AT STARTE EN NY PRODUKTION FORBEREDDER DIG PÅ "AT FREMSTILLE", SÅ NÅR DET HELE KOMMER TIL ENDE, SÅ ER DET OGSÅ EN DEL AF DEN HELT OPLEVELSE?
Sandra: Ja, for det er præcis det, der er brug for... For at jeg kan se det hele som en nødvendig del af det større billede og være glad for, hvor givende mit håndværk er, og hvor fantastisk jeg synes, det er.
Trine: DET ER FRISTENDE AT SIG; EN SKØJ SUKKER HJÆLPER MEDICINEN MED AT NEDE... SELVFØLGE DET LYDER temmelig gammeldags.
Sandra: Præcis... Og du har faktisk brug for begge elementer, når det kommer til stykket.
Trine: PRÆCIS, - OG DET ER OPSIDEN AF DET HELE.
TAK FOR DIN TID SANDRA. STORT LYKKE TIL DIG MED ALLE DINE PROJEKTER, BLANDT DETTE NYE DANSKE TV-Show, SOM JEG GLÆDER MIG TIL AT SE.
